Time flies…


HJÆLP!!! Jeg kan ikke nå at skrive på min blog…

Hvis bare jeg havde internet der hvor jeg bor… DÅRLIG UNDSKYLDNING… du kan jo bare skrive det i Word og så kopiere det over på bloggen når du har internet. Hmm… Hvis ikke jeg havde så meget arbejde… DÅRLIG UNDSKYLDNING… Du har jo nærmest ikke haft nogen gæster endnu… Nå… så må sandheden jo frem… hvis bare der ikke var så mange sjove ting at lave her, så jeg næsten ikke har tid til at sætte mig ned og reflektere over mine oplevelser. Det er jo bare non-stop nye oplevelser. Og jeg har virkelig dårlig samvittighed over ikke at dele dem, med dem af jer, som jeg ved venter med spænding på nye fortællinger fra mit liv hernede.

Nu prøver jeg så at komme med et hurtigt overblik over alt hvad jeg har oplevet de sidste par uger, siden jeg ankom til Andorra. Hold godt fast. Det er ikke småting. Jeg har allerede fortalt lidt om mit arbejde. Og de udfordringer der ligger i både at overtage en destination fra en guide, der var populær hos gæsterne, men ikke skide populær blandt samarbejdspartnerne. Så nu vil jeg fortælle lidt om en af mine nyeste, rigtigt gode venner. Han er svensk og han hedder Markus. Jeg deler værelse med ham. Han er 29 år og fra Stockholm. Når han ikke er skiguide, så er han ambulancefører. Og så minder han mig om Baloo. Yes… ham fra Junglebogen. Han står fantastisk godt på ski, selvom han er en stor dreng. Dagen efter jeg ankom til Andorra, så tog han mig med ud i byen, for at vise mig lidt rundt, og vise mig frem til mange af de andre, der skal være her en hel sæson. Det blev en sjov aften med masser af øl. Det var en søndag, som er den store transferdag her i Andorra. Så det var næsten kun dem der arbejder her, der var i byen. Mandag og tirsdag gik med at lære ski-området at kende, og med at få lavet aftaler med restauranter, så jeg kan komme forbi og spise på pistevisningerne. Onsdag var det Markus’ fødselsdag. Den anden svenske guide, Katarina, og jeg, vækkede Markus på sengen, med kage, gave og sang. Han blev både tydeligt glad og overrasket. Men den største overraskelse kom et kvarter senere, da han var ved at gøre sig klar nede på vores badeværelse. Jeg havde overtalt Katarina til at Markus kunne holde fri om aftenen, og i stedet tage med mig til Barcelona og se “El Classico”, FC Barcelona – Real Madrid. Markus hoppede rundt da han fik nyheden. Vi kørte fra Andorra tidligt på eftermiddagen, og opførte os som fjollede teenagere, da vi endelig havde hentet billetterne henne på Camp Nou. Det var en fuldstændig vanvittig oplevelse. Camp Nou var fuldstændig pakket. Og vi havde fantastiske pladser på hovedtribunen, med udsigt til hele banen. Vi var først tilbage i Andorra kl. 4 næste morgen, men det var det hele værd. Ren verdensklasse. Resten af opstartsugen gik med en masse praktiske opgaver, og noget mere skiløb, så jeg kunne være velforberedt til pistevisning den kommende mandag. Vejret var varmt og dejligt, men der var næsten ingen sne, så en del pister var lukkede. Fredag morgen fik vi dog lidt af en brat opvågning, da vi fik at vide at Span Air var gået konkurs, og at der måske ville blive problemer med at få alle vores gæster herned om søndagen.

Søndagen kom, og jeg var spændt på min første transfer. Alle vores gæster havde fået billetter, men ikke på de samme fly. Så jeg skulle køre min første transfer med 8 danske gæster og 18 svenske gæster. Det blev ikke helt som jeg havde forestillet mig på forhånd. Men alle var indstillet på at der måtte improviseres, nu hvor Span Air havde stukket en kæp i hjulet. Men jeg fik ros af både danske og svenske gæster for måden vi håndterede det hele på. Så det var da rart. Og hele dagen væltede sneen ned. Så jeg kunne næsten ikke kende Andorra, da vi var tilbage i løbet af eftermiddagen. Mine første gæster i Andorra, var en fantastisk gruppe at starte med. Meget sociale og selvom alle rejste i par på 2, så spiste vi sammen hver eneste aften ved det samme bord og hyggede os gevaldigt. Der var en af gæsterne der havde fødselsdag en aften, og alle de andre gæster havde samlet sammen til en gave til ham. Jeg tør godt klappe mig selv lidt på ryggen, fordi det var mig der introducerede allerede ved infomødet, at vi kunne spise sammen på det ene hotel, selvom gæsterne boede på 2 forskellige hoteller. De dage der ikke var pistevisning, stod gæsterne også på ski sammen. Og alle virkede til at have en rigtig god ferie, selvom vejret på ingen måde viste sig fra den bedste side. Det blev koldere og koldere hele ugen, og blæsten blev stærkere for hver dag der gik. Det blev så slemt at hele området lukkede lørdag morgen, så ingen kunne bruge den sidste dag på ski. De fleste tog det pænt, men det var da en streg i regningen. Og det blev endnu værre, da jeg måtte have dem afsted til Barcelona søndag morgen kl. 01.45. Men alle tog det utroligt pænt og var glade for at de overhoved kom på skiferie, når flyselskabet lagde sig ned, 2 dage før de skulle afsted.

Nu er klokken blevet så mange at jeg må i seng og sove. Jeg vil prøve så snart som muligt at skrive om den forgangne uge. Puha jeg er langt bagud…

To be continued…

af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s