Ny destination, nye udfordringer…


Er du den nye Dennis?

Uden at vide det, er jeg havnet et sted, hvor min forgænger ikke var lige populær alle steder. Det er lidt af en omvæltning, når man kommer fra et sted, hvor Danski har været repræsenteret i så mange år, at alle ved hvad det er, og at man repræsenterer et seriøst arbejdende firma. Det åbner en masse døre. Og man bliver som udgangspunkt modtaget med en åbenhed. Der var jo ligefrem steder i Italien, der inviterede os til prøvemiddager, for at vi skulle komme der med vores gæster. Ikke helt samme situation i Andorra. Jeg bliver oftest mødt med skeptiske blikke, når jeg kommer i uniform. Og selvom mine fine svenske kolleger forsøger at gøde jorden for mig, så er det første spørgsmål for det meste: ”Er han den nye Dennis?”. Først forstod jeg det ikke. Jeg har aldrig mødt Dennis, og jeg synes jo det er uretfærdigt at dømme nogen, uden at have mødt dem. Så det vil jeg slet ikke gøre. Jeg har læst den rapport han har lavet. 29 tætskrevne sider. Utroligt omfattende faktisk. Ikke alt sammen lige interessant for mig. Men ikke desto mindre fik jeg det indtryk at det var en meget grundig person, der havde været min forgænger. Og da jeg fik at vide af den svenske guide, at samarbejdet mellem dem nærmest havde været ikke eksisterende, så var det lidt af en overraskelse. Jeg synes selv det er lidt svært at arbejde sammen med hende. Mest fordi hun har været guide i 7 år, og gør tingene på sin måde. Og den eneste information jeg får, er den jeg selv får trukket langsomt ud af hende. Ikke helt tilfredsstillende, men jeg får det til at virke. Jeg ved at Dennis havde været guide før, så jeg kan forestille mig at det var derfor han foretrak at gøre som hende. Gøre alting selv. På sin egen måde. Og muligvis på samme måde som hende. Men den måde opfordrer ikke ligefrem til samarbejde. Hun vil hellere gøre alting selv, end at risikere at nogen andre gør noget forkert. Og måske Dennis også var sådan. Så bliver samarbejdet jo svært, når man er tvunget til at arbejde sammen, fordi transfer og en masse andre ting, er et fælles projekt. Det er ikke tilfældigt at en medspiller til basket engang kaldte mig ålen. Jeg forstår at sno mig. Jeg finder en måde at vende en situation til noget positivt, selvom den umiddelbart virker problematisk. Dengang hang det nok også sammen med min fysik. Hver gang han troede han havde stoppet mig, så fandt jeg alligevel et hul mellem to spillere hvor jeg kunne sno mig igennem. Nu bruger jeg den evne på en mere mental måde. Jeg snor mig udenom, når hun tror hun bestemmer hvordan jeg skal gøre. Jeg laver mine egne aftaler (som er bedre end hendes). Jeg er den gode kollega, når det også er i min interesse. Men ellers passer vi hver sin biks, og hver sine gæster, medmindre det er i vores begges interesse at passe hinandens. Det fungerer fint.

Alfonsina y el Mar (klik og hør)

Det er vigtigt at have et godt forhold til de samarbejdspartnere, man er afhængig af gennem hele sæsonen, for at gøre oplevelsen så god som mulig for gæsterne. Ski-udlejningen er helt væsentlig. Og der var der meget skepsis, da jeg blev introduceret. Jeg var nødt til at vende situationen og vise at jeg på ingen måde var Dennis, som åbenbart ikke var populær der. Butikschefen hedder Pipi, og er en kvinde på ca. min alder gætter jeg. Fra Argentina. Så jeg trak musik-kortet. Fortalte at jeg har sunget i en vokalgruppe, med fokus på sydamerikansk musik. Hendes 2 assistenter, argentinske piger i 20’erne, kendte ikke en eneste af de sange jeg kunne diske op med. Men Pipi blev tydeligt imponeret da jeg kunne nynne den ene klassiker efter den anden. At jeg kendte til Ariel Ramirez, Astor Piazolla og León Gieco. Og at jeg ligefrem kunne historien om en af Argentinas mest elskede poeter, Alfonsina Stormi, og hendes sørgelige skæbne. Nemme point for mig. Og noget der totalt flyttede fokus fra indstilling af bindinger, og udvalget af guld- og sølv-ski. Jeg fik hende til at snakke om andre ting, og kunne så på et tidspunkt spørge hende hvorfor det ikke havde fungeret så godt sidste år. Jeg fik hendes side af historien, men så længe jeg kun har den ene side, så vil jeg ikke dømme nogen. Jeg har visket tavlen ren med min viden om Argentinsk musik og poesi. Jeg har været i butikken med nogle gæster som skulle købe ski-tøj, og skaffet dem rabat, og Pipi omsætning. Win-win situation. Alle bliver glade. Dennis er næsten glemt hos Pipi. Jeg fik endda et lift i hendes bil, en dag jeg var på vej op gennem byen og hun skulle samme vej. Men det var bare en, og der er stadig mange der starter med ”Er du den nye Dennis?”. Så jeg må sno mig lidt mere, og se hvor jeg kan finde fælles reference-punkter, som kan flytte fokus fra samarbejdet, der ikke kørte så godt sidste år, til noget vi kan grine af sammen, og som kan være indgangen til en dialog.

Ret skal være ret…

Nu skal det retfærdigvis også siges at det ikke er alle steder, jeg mødes med skepsis. Jeg kan jo se i den meget omfattende rapport, hvilke steder min forgænger har haft nogle gode aftaler. Og der er jeg da også blevet mødt med smil. Hos Yoyo på toppen af Coll Blanc, hvor vi spiser frokost på pistevisningen om mandagen. Han er franskmand og driver restauranten deroppe. Hans smil blev endnu større, da jeg slog om i fransk, og vi fik os en fin sludder om løst og fast. Jeg bliver budt på Espresso hver eneste gang jeg kommer forbi, og her nyder jeg godt af både egne evner, og det arbejde Dennis har gjort sidste år. Jeg spiser gratis uanset om jeg kommer med 3 gæster eller 30.

Jeg tror snart jeg vil ringe til Dennis. Det kunne være rart at høre hans side af historien. Men en ting er sikkert. Alle guider er forskellige. Vi gør det alle på vores egen måde. Og der er ikke en facit-liste, man kan følge. Man kan kun gøre det på sin egen måde. Og jeg kan se at Dennis var populær blandt gæsterne sidste år. Der er flere der kommer igen i år. Mit mål er så at være populær både hos gæsterne og hos alle samarbejdspartnerne. Det kunne jo være man fik mulighed for at komme tilbage igen til næste år… hvem ved… man har vel lov til at drømme lidt… men det kunne da være sjovt at starte i medvind i stedet for modvind… så tror jeg det ville være endnu mere fantastisk her i Andorra. For her er faktisk helt fantastisk.

Men nej… jeg er IKKE den nye Dennis. Jeg er Tim. Og jeg gør tingene på min måde. Jeg snor mig som en ål, og bruger min enorme bank af ubrugelig viden, som pludselig ikke virker så ubrugelig alligevel…

To be continued…

af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s