Blod, bananen og Bombardino


Optimal udnyttelse af ressourcerne

Måske jeg lige skal starte med at undskylde at der er så langt mellem mine indlæg i øjeblikket. Det er godt nok svært at finde tid til alting. Men nu har jeg lige 10 minutter inden jeg skal spise og så skriver jeg videre bagefter.

Selvom vi havde 2 ulykker i uge 2, hvor vi var nødt til at sende gæster hjem for tidligt, så føltes uge 3 alligevel noget voldsommere. Og vi sendte ikke engang nogen hjem før tid. Men der var masser af blod. Denne uges gæster bestod af et ægtepar som havde købt en “kør-selv” ferie, men var med fly til Torino, 5 midaldrende mænd på herretur, en far med voksen søn, og en flok på 24 mennesker der alle har en forbindelse til en kendt redningstjeneste. Det skulle vise sig at være en praktisk gruppe gæster, i visse sammenhænge. Det startede ved middagen en af de første aftener. En af de 5 på herretur, var lige gået op på værelset for at gå på toilettet, efter alle havde sat sig til middags-bordet. Jeg kan ikke huske hvad jeg skulle op og hente ovenpå, men da jeg kom ud til trappen kom han gående ned, og sagde bare på meget jysk: “Tim, jeg har brug for noget hjælp”. Manden holdt en håndklædde på sit hovede. Jeg spurgte hvad der var sket. Han svarede: “Vinduet faldt ned i hovedet på mig”. Han virkede ret rystet. Jeg spurgte om det blødte meget, og tænkte straks efter at jeg håbede at han ikke fjernede håndklædet. Jeg bad ham blive stående, fordi jeg kom i tanke om at der sad minimum 5 ambulance-førere 10 meter væk. Jeg skyndte mig ind til deres bord og spurgte om der lige var en “redder” der kunne komme og redde mig. Der var straks 3 der sprang op, og de fik klaret situationen i fin stil. Han fik limet hullet i hovedet sammen. Jeg gik op på hans værelse og tilså vinduet. Tørrede blod op fra gulv og toilet. Fik hotel-mutter til at sende en op og fixe vinduet og tørre det indtørrede blod op, som jeg ikke lige selv kunne klare. Og så klappede jeg mig selv på skulderen for at holde hovedet koldt, og udnytte de forhåndenværende ressourcer.

Crazy Picnic

Der var rigtigt mange, der gerne ville på picnic. Så Mette og jeg knoklede fra morgenstunden med at transportere mad og drikke til 22 personer op på bjerget. Vi gravede et stort bord ud i sneen og anrettede alting flot. 12.30 hentede Mette så alle deltagerne nede ved hotellet. Der blev spist og drikket. Fortalt røverhistorier. Drukket mere. Skålet en masse. Der kom en spillemand fra Sverige forbi og han fik selskab af spillemænd fra hele verden. Der var nogle gæster der gav slip på hæmningerne og sprang ud som spillemænd. Det var sjovt. Og jeg sender lige en hilsen til den originale spillemand fra Sverige, Rasmus, som er guide i Livigno. Vi havde taget “røv-kælke” med op, så folk havde noget at sidde på uden at blive våde i numserne. Og selvfølgelig var der nogen der mente at kælkene da også skulle bruges til at kælke på. Mette råbte flere gange at man KUN måtte køre på kælkene uden for pisterne. IKKE PÅ PISTERNE. Alligevel måtte det jo gå galt. Det er nærmest en naturlov at den slags skal gå galt. Lige da morskaben var på sit højeste, besluttede manden, der havde fået et vindue i hovedet, at sneen på pisten så bedre ud end sneen ved siden af. Så han kørte ned på pisten. En blå piste som næsten kun bliver brugt af skiskoler og nybegyndere. Ingen kontrol overhoved. Formentlig også rimeligt påvirket af både øl, grappa, limoncello og den altid nærværende lommelærke. Længerede nede af pisten står der så en sagesløs engelsk pige med ryggen til. Omkring 10-12 år gammel vil jeg tro. Hun står og venter på sin far og nogle andre. Hun har ovenikøbet en selvlysende vest på, så man kan se at hun ikke er så sikker på ski. Manden med hul i hovedet kører direkte ned og klipper begge ben på hende. Total stilhed. Alle bliver pludseligt meget ædru igen. Hun hænger mærkeligt længe i luften imens hendes ben krydser på en unaturlig måde. Så kommer “redderne” ræsende til stedet. Og hendes far. Han skriger op. DON’T TOUCH HER LEGS!! Redderne beroliger far. “Relax. We know what we are doing.” Pigens ben bliver løsnet fra skiene og bliver langsomt ført tilbage til en normal stilling. Heldigvis er der ikke sket noget. Hun er dog meget chokeret. Og det er hendes far også. Hun kommer op og stå, og manden med hul i hovedet, tilbyder sin kop kakao… Hmm… Nå… Jeg henter nogle chokolade-barer fra picnic-bordet og stikker dem i lommen på hendes fars ven, og siger at dem kan hun jo få når hun er mindre chokeret. Mette sørger for at pigens far har Mettes nummer, hvis der alligevel skal vise sig at være sket noget alvorligt. Efter at have sundet sig lidt kører alle englænderne videre. Ingen har rigtigt lyst til at kælke mere…

Bienvenue en France

Så kom dagen hvor vi skulle have gæsterne med til Montgenevre i Frankrig. Vi var 20 personer, der tog den første lift ned til byen. Blev hentet af Matteo, Marco og Matteos far, i tre minibusser. Afsted til Frankrig for at køre på ski tilbage til Italien. Vi ankommer til Frankrig. Tager en gondol op. Videre op med en stolelift. Så er vi højt oppe. Jeg kører den obligatoriske gang Danski-opvarmning og så er det afsted. Først ned af den røde på højre side af liften. Alle op med liften igen. Så er det tid til den sorte på venstre side af liften og derfra videre i bund så vi kan krydse dalen og komme op på den modsatte bjergryg. Men nej da… Den sorte bliver halvvejs nede til et blåt glidestykke. Mette kører forrest. Jeg holder bagtroppen og sørger for at alle kommer med. Et stykke nede ser jeg at to af vores gæster ligger krøllet sammen i venstre side af pisten. Hvordan kan man køre galt her, tænker jeg. Jeg stopper op for at høre om nogen er kommet til skade. Øverst ligger en af de fem på herretur. Han ser ikke tilfreds ud. Han siger han har slået hånden, men ellers er OK. Og så siger han at ham den anden bare kørte ham ned bagfra. Nederst ligger den voksne søns far. Han siger intet om hvordan han kunne køre en anden ned bagfra på et blåt glidestykke. Men han siger at han også er OK. Jeg bemærker en stor flænge i hans bukser og spørger om ikke hullet i hans bukser er nyt. Jo… men der er ikke sket noget, siger han. Han rejser sig op. Og så begynder der at vælte blod ud af hans bukser og ned på skistøvlen. Jeg finder min telefon frem. Ringer ned til Mette og beder dem have “redderne” klar igen. Jeg siger til den sårede mand, at han lige må køre lidt længere ned af bjerget og så må vi kigge på det. 30 sekunder senere står vi nede ved resten af gruppen. Jeg siger til “redderne” at det bløder MEGET! De tror mig ikke. Jeg får den sårede til at tage skiene af og lægge sig ned på ryggen. Han trækker op i bukserne og så tror jeg nok der kom fart på redderne. Der blev fundet bandager frem og der blev lagt en effektiv kompres. Mette siger til mig at jeg skal ringe til bananen. Rart at have en fransktalende guide, nu hvor vi står i Frankrig. Imens jeg ringer op, checker Mette hvad pisten vi står på hedder. I løbet af 2 minutter er de første Piste Secour folk på stedet. De kalder op til dem med bananen og beder dem skynde sig at komme. Jeg forklarer hvad der er sket, og vi får ros for at have sikret området. Mette havde sat sine ski op som et kryds så andre på pisten kunne se at der var fare på færde. Da situationen nu er under kontrol bliver Mette og jeg enige om at hun kører videre med gæsterne, og at jeg bliver tilbage hos den sårede og hans søn, og hjælper dem resten af vejen. Bananen kommer og han bliver fragtet ned til en ventende ambulance, som kører ham på en slags skadestue. Sønnen og jeg følger pænt bananen, men må op med en lift og ned med en pist længere ovre for at komme til skadestuen uden at gå en hel masse i skistøvler. Den sårede bliver syet 12 sting, men er ved godt mod. Jeg får koordineret at Matteos far henter os udenfor skadestuen og kører os tilbage til Sauze. Op med liften. Den sårede kan godt selv gå tilbage til hotellet fra liften. Jeg bærer hans ski. Sønnen klarer hans stave. Klokken er næsten halv to, og det der skulle have været en skøn dag på ski hjem fra Frankrig, er nu blevet til en masse oversættelse mellem fransk og dansk, og endnu en bustur og skadetransport op i lift. Den sårede vil ikke hjem før tiden, selvom han ikke må stå mere på ski. Han tilbyder mig noget at drikke, men jeg vil hellere bare sidde lidt for mig selv, spise noget frokost, og så overveje hvor jeg skal stå på ski resten af dagen. Den sårede trøster sig med at der er et stort udvalg af drikke med æggelikør på menu-kortet, og vælger at lægge ud med en Bombardino. Oh well… just another day at the office…

Heldigvis fik jeg kørt på ski resten af dagen. Og jeg var da igen stolt af min måde at håndtere situationen. Man ved jo aldrig hvordan man reagerer når der pludselig er en flod af blod. Men jeg synes da selv, at jeg holdt hovedet koldt og benyttede mig af de ressourcer jeg havde til rådighed. Og så lige et stort tak til redningstjenesten som igen viste at de var klar når der var brug for dem. Også selvom de var på ferie. TAK🙂

To be continued…

af timlyondk

One comment on “Blod, bananen og Bombardino

  1. På vegne af “redningstjenesten” (mest mine 13 redder kollegaer) takker jeg for de fine ord, og tak for super hyggelig guide services i det skønne Italien🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s