Forhandling, forløsning og forbavselse


Så blev det næste dag

Jeg havde jo sagt jeg ville tænke over det. Jeg gik hjem og læste mine gadget-blade med anmeldelser af alle nye ski for sæsonen 2011/12. Der stod at Völkl holder kortene tæt til kroppen med disse ski. Alt er hemmeligt. Man opgiver ikke engang en officiel sving-radius. Eller længden på skiene. Men i testen stod der at skiene går på kant under alle forhold og at en teknisk god skiløber kan køre alle længder sving i alle slags sne, og at den er fantastisk i store skærende sving på varieret underlag. De vandt ikke testen. Det gør Völkl Racetiger Speedwall jo nærmest altid. De er “the benchmark” for alle andre ski. Men Völkl The Code kom ind på 2. pladsen. Og jeg har allerede kørt på Racetiger Speedwall i år og synes de vil køre for meget kortsving til min smag. Jeg vil have noget mere power i mine ski. Så det var jo bare ord, da jeg sagde til Walter at jeg lige ville tænke over det. Jeg skulle ned til byen og ordne en masse ting fredag. Men første stop på vejen var hos Besson Sport hvor jeg lige ville se om jeg kunne forhandle lidt mere. Jeg spurgte Walter hvad Mr. Besson havde sagt om “Il Danese”. Han sagde at han ikke kunne gå længere ned end 750. Jeg prøvede at se så skuffet ud, som overhoved muligt. Jeg sagde at jeg havde håbet på 650. Walter smilede og tastede løs på lommeregneren igen. Så sagde han 700. Så tøvede jeg så længe jeg overhoved kunne. Rømmede mig. Tøvede lidt mere. “Hvis du giver mig nogle gode stave og en skitaske med, så har vi en deal”. Walter grinede. “Il Danese” var hoppet i fælden. Men ikke uden at sprælle. Det er sådan man handler. Det er jo ikke sjovt for ham heller, hvis man bare siger OK og står der med totalt forelskede øjne og kigger på skiene. Jeg gav dem mine støvler så de kunne gøre skiene klar til mig. Jeg bad dem rykke mine øverste spænder på støvlerne længere ud, så jeg kan stramme dem endnu mere. “Kom tilbage om en time” smilede Walter til mig. Jeg gik ud af butikken og vidste godt indeni, at jeg helt sikkert kan få dem billigere, når jeg kommer til Andorra. Men de stod jo og kaldte på mig. Og tålmodighed har aldrig været min stærkeste side.

OMFG!!!!

Efter at have overstået alle mine andre ærinder i byen, hente liftkort, fylde credit på vores telefoner, afregne med skiudlejningen, aflevere mine leje-ski til Nicola og Lorenzo, hjælpe nogle gæster med at finde postkort og frimærker, tale med Silvia fra skiskolen, og nogle flere ting som jeg har glemt, så var det tid til at hente skiene. Walter så oprigtigt glad ud, over at have solgt dem til mig. Han kunne godt se hvor glad jeg var. Jeg skyndte mig op til den nærmeste lift. Mødte tilfældigt Silvia fra skiskolen og kørte op i liften med hende. Videre op med den næste lift. Silvia skyndte sig afsted. Hun havde elever der ventede. Den første tur ville blive urimeligt kort. Jeg skulle jo hen på hotellet med alle næste uges liftkort og alle mine andre ting. Så det blev bare en kort rød, ned til hotellet. Og indrømmet. Mine ben var lidt shaky af bar forventning. Men fuck hvor er der meget fart i de ski. Ind på hotellet. Bad Nicolas om at lave noget hurtigt pasta. Fik ordnet de praktiske ting. Slugte maden. Nu var der ikke mere der kunne forstyrre mig og mine nye ski resten af den eftermiddag. Hen til vores egen lift uden for hotellet. Hov. Der stod en utroligt køn pige i en Nortlander jakke, helt alene. Maste mig hen i køen og kom op i liften ved siden af hende. Sagde henkastet på dansk. “Burde du ikke arbejde nu?” Hun blev helt forskrækket. “Undskyld”, sagde jeg med et stort smil. “Jeg er guide hos Danski. Men er i civil. Skal ud og prøve mine nye ski.” Vi snakkede hele vejen op i liften. Vi skulle samme vej. Hun skulle tilbage til Sestriere. Jeg ville over til Sansicario og de lange pister derovre. Så vi skulle begge med den samme lift op nede fra gryden mellem Sauze og Sestriere/Sansicario. Vi tog den røde der starter med et glidestykke. Nanna kunne slet ikke følge med. Mine nye ski var som unge heste der ikke har været på græs hele vinteren. Jeg ventede pænt på det første hang efter glidestykket. Nanna smilede bare og kørte forbi. Jeg vendte skiene nedad og tog mine første sving. Balancen i skiene er fantastisk. De går på kant så let som ingenting. Og de skærer som en kniv i blødt smør, selv i det hårdest pakkede sne og is. 3 sving og jeg hentede Nanna selvom jeg startede uden fart og hun kom med god fart ud over hanget. Jeg havde ikke lige taget mine goggles på og mine øjne begyndte at løbe i vand. Jeg sænkede farten og Nanna indhentede mig. Hun råbte om ikke jeg skulle have goggles på. Fuck det. Jeg vendte igen skiene mere nedad og når man kender hvert eneste sving på pisterne hele vejen ned til liften, så er der ingen tøven. Jeg lettede ved det næste hang og jeg så først Nanna igen da hun grinende kom ned til mig ved liften, hvor jeg stod og ventede. “Kører du ikke med goggles?” spurgte hun. Jeg grinede bare og sagde at skiene ikke havde tid til at vente på at jeg skulle rode med mine goggles. Vi snakkede videre i 2-stolen op og sagde farvel på toppen. Hun skulle med gondolen ned til Sestriere. Jeg skulle slippe hestene løs, ned ad Olimpico i Sansicario!!!

Ord kan ikke beskrive den eftermiddag. Da jeg mødte Mette til after-ski, så grinede hun bare da hun så mit ansigt. “Du har købt nye ski!! Er de fede?! Behøver jeg overhoved at svare??? Jeg kan ikke få armene ned. Jeg mødte 2 af vores gæster i Sansicario den eftermiddag. Snowboardere. Den ene er svensker og har boet 16 år i Aspen og været ski- og snowboard-instruktør. Han havde tilbudt mig at give nogle tips hvis vi mødtes på pisten. Jeg kørte nogle ture med dem og han sagde at jeg godt kunne sprede benene endnu mere. Jeg prøvede og det gjorde bare skiene endnu vildere. Jesper, den anden snowboarder sagde til mig, at det var fantastisk at se mit ansigtsudtryk når jeg kom blæsende forbi dem. Det var tydeligt i mit ansigt at jeg havde det fantastisk og at det var fedt. Han kunne godt tænke sig at vide hvor hurtigt jeg mon kørte. Det ved jeg ikke om jeg tør vide. Men den første dag på de nye ski, er ikke en dag jeg glemmer lige med det samme.

Overraskende skønsang

Fredag aften var der afskedsmiddag for de gæster der skulle hjem om lørdagen. Jeg følte desværre ikke jeg kendte dem så godt, som jeg kendte den første uges gæster. Jeg havde jo trods alt været sengeliggende med smerter, fra de ankom og indtil onsdag aften. Men jeg havde gjort mit bedste for at komme efter det, jo bedre jeg fik det. Pludselig under middagen, er der en der rejser sig og be’r om ordet. Hun rejser i en gruppe på fire, tre kvinder og en mand, og hun er faktisk en af de tandlæger, som rådede mig til at gå til tandlægen så hurtigt som muligt. Hun siger til forsamlingen, at deres gruppe har været så glade for os guider, at de har skrevet en sang til os, som de nu vil synge for hele selskabet. Jeg bliver nærmest helt rød i hovedet af forbavselse og glæde. De synger sangen, som er fuld af de oplevelser de har haft med os, og den er faktisk rigtig god, og meget morsom. De får et stort bifald af hele forsamlingen da sangen er færdig, og så overrækker de os hver en kopi af sangen, skrevet på et postkort fra Sauze. Vi får også et stort knus hver og siger meget stolte tak for sangen. Det var godt nok en overraskelse, og meget imponerende at de har brugt tiden på at skrive en sang til os. Fantastisk!!!

To be continued…

af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s