Tilfredse forsøgskaniner


Den første uge

Der er aldrig nogen, der har sagt til mig at det er et nemt job, at være skiguide. Og det havde jeg da heller ikke forestillet mig. Men jeg tror alligevel den første uge var lidt af en øjenåbner for mig. Man er på hele tiden. Fra man vågner om morgenen, til man går i seng om aftenen. Imødekommende uanset hvad man får kastet i hovedet. En morgen jeg kom ned til morgenmad, var den første kommentar fra en gæst: “Nå, du ser sgu da ikke for frisk ud idag!”. Og indrømmet. Jeg er B-menneske. Men jeg står op så jeg kan nå at komme i bad, inden jeg går ned til morgenmaden. Jeg smider klister i håret. Jeg er smilende. Så smilende jeg nu kan være om morgenen. Så en kommentar som den, må man jo bare tage i stiv arm, og smile endnu mere. Ikke den sædvanlige Tim, som med en knivskarp tunge ville sende en tilsvarende kommentar tilbage. Nææ… guide Tim, som smiler stort og siger noget i retning af: “vi er jo ikke allesammen velsignet med et udseende som dig Xxxx”. Eller gæsten som efter i 4 dage at have brokket sig over den manglende havregryn ved morgenmaden, på 5. dagen brokker sig over at den Müsli, der nu er på bordet, ikke har været der de andre dage. Der må jeg indrømme at jeg bare sagde ingenting. Og på et tidspunkt kom jeg faktisk til at sige til ham: “Du er godt nok svær at gøre tilfreds, hva?”. Det gav hans medrejsende mig heldigvis ret i. Pyha!! Det kunne have blevet grimt. Nå. Men det der var overraskende for mig var, at der er nogen som bare hele tiden kan finde noget at brokke sig over. Og så er der andre, der bare synes det hele er fantastisk. Som på trods af, at halvdelen af lifterne har været lukket i 3 dage p.gr.a. snestorm, stadig synes at det hele er helt noget så skønt. Og som konstant insisterer på også at købe Irish Coffee eller Gin Tonic til de søde guider. Men det er jo så også de gæster, som man helt tilfældigt kommer til at stå på ski med, de dage man “har fri”. Og som man viser de hemmelige steder med det gode mad, og de mindre befærdede pister. Og så kommer så det helt store chok for mig. Gæsterne har nemlig efter deres hjemkomst fået tilsendt et spørgeskema hvor de kan give en masse karakterer i en masse forskellige karakterer. Og ham der konstant brokkede sig, han har givet højest karakterer af alle. Jeg fatter ingenting… Måske brokkede han sig slet ikke? Måske havde han bare en humor jeg slet ikke fattede?

Pavestolte guider

En ting der går igen på alle de spørgeskemaer, der er blevet returneret, er i feltet hvor man med egne ord kan skrive hvad der var specielt godt ved ferien. Og der har alle uden undtagelse fremhævet de søde, imødekommende, smilende, kompetente og voksne guider. Vi har uden undtagelse fået maksimum-karakter på alle spørgeskemaer, ved spørgsmål mht. guiderne. Det er da fedt. Flere af dem har givet hotellet bund-karakterer. Flere har brokket sig over vejret. Flere tvivler på om de har lyst til at komme tilbage hertil. Men alle vil anbefale Danski til deres venner og bekendte. Og alle kan sagtens forestille sig at rejse med Danski igen. Og det bedste er, at vi jo bare har været os selv. Og haft det sjovt med gæsterne, på en måde som man har det sjovt med venner i andre sammenhænge. Så selvom det er hårdt. Så er det også sjovt. Og man får knyttet nogle bånd til mennesker man måske ellers ikke ville have talt med i andre sammenhænge. Det bliver sjovt at se om man kan blive ved med at have den samme åbenhed en hel sæson, eller om det på et tidspunkt bliver for meget, hele tiden at skulle lære nye mennesker at kende, og man bare bliver overfladisk og kører det på en slags autopilot. Det håber jeg virkelig ikke. Jeg håber at det bliver ved med at være interessant at høre hvor folk kommer fra i livet og hvor de er på vej hen.

Højt at flyve…

Onsdag i den første uge, begyndte det så småt at gøre ondt i min kæbe. Jeg har for ca. 15 år siden fået slået mine 4 fortænder i undermunden løs, i en basketkamp. Det har siden gjort lidt ondt når jeg fx cykler eller dyrker sport. Jeg har altid bare troet at det var den kolde luft og at de var blevet lidt følsomme af slaget dengang. Det har aldrig udviklet sig, og er hidtil altid bare gået over igen nærmest med det samme. Så jeg troede da bare at det var det samme denne gang, og at det var den kolde vind der gjorde at min kæbe gjorde ondt. Det blev lidt værre hver dag, og fredag tog jeg tidligere hjem fra pisterne, fordi det var begyndt at gøre ret ondt i min kæbe og mine tænder. Lørdag havde vi så transfer-dag. Og da vi havde afleveret den første uges gæster i lufthavnen og ventede på at de nye skulle ankomme, så begyndte det at gøre rigtigt ondt. Jeg begyndte at spørge til højre og venstre om nogen havde noget smertestillende. Først da vi havde alle de nye gæster ude i bussen, var jeg så heldig at chaufføren havde nogle ibuprofen-piller. Dem slugte jeg og det hjalp hurtigt. Men i løbet af natten blev det værre og værre og jeg sov nærmest ikke. Mette og jeg blev enige om at jeg måtte droppe pistevisning søndag morgen, og i stedet tage på skadestuen. Der blev jeg så sendt videre til en vagtlæge, som mente at jeg havde noget betændelse i munden og kæben. Jeg fik en recept på noget penicillin og tog tilbage til hotellet. Jeg gik igang med pillerne, men det blev bare værre. Tilfældigt mødte jeg på gangen nogle af vores gæster. Ikke bare en, men hele to tandlæger, som ikke engang kendte hinanden i forvejen. Men de sagde begge at jeg skulle få gjort noget ordentligt ved det. Penicillinen ville bare være symptom-behandling. Jeg skulle til en tandlæge og have rodbehandlet de tænder, som de mente nok allerede var døde. Søndag aften var jeg nærmest i panik af smerte, og Mette fik fat i hotel-mutter, som fortalte hvor der lå nogle stærke smerte-stillende piller jeg kunne tage. Og så ville hun ringe til sin tandlæge og høre om han kunne tage mig mandag morgen. Jeg sov nærmest heller ikke denne nat. Og mandag morgen tog jeg så til tandlægen. Mine danske tandlæge-gæster havde helt ret. Der skulle rodbehandles 2 af mine  fortænder. Selve behandlingen var ikke så slem som jeg havde frygtet. Men smerterne forsvandt ikke. De har været der nærmest konstant siden. Og jeg skal til tandlægen igen imorgen torsdag og så igen på mandag. Idag er det så småt begyndt at blive noget bedre. Og jeg håber det bliver endnu bedre efter den næste behandling imorgen. Men det er uden sammenligning, det mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet. Gæsterne har alle været utroligt søde og forstående, og Mette har knoklet som en lille hest, for at klare både hendes og mine opgaver i denne uge. Jeg krydser fingre for at dette var den værste uge som guide. Det er faktisk lidt trist at jeg har været sengeliggende. Vejret har været fantastisk, og der er ingen mennesker på pisterne. Og jeg har ikke stået på ski siden sidste fredag. Gæsterne i denne uge virker også utroligt søde allesammen. Måske det er vejret der styrer gæsternes humør? Det bliver ved med at være sol fra en skyfri himmel de næste 7 dage. Så jeg håber jeg kan komme på ski på fredag, hvis smerterne fortager sig yderligere.

To be continued…

af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s