Snestorm på bjerget


Change of plans

I dag var det meningen at vi skulle ud og øve os i pistevisning. Det er jo noget af det vigtigste på programmet. At stå på ski med gæsterne. Vi har ovenikøbet fundet på nye og bedre navne til vores to hold. Det plejer jo at hedde Turbo-holdet og Kaffe-holdet. Men næ nej… det er da ikke godt nok til os. Vi ændrer ALT. Så vores hold hedder Espresso-holdet og Cappuccino-holdet. Vi er vel i Italien. Og hvis der er noget vi ikke kan klage over, så er det kaffen her på stedet. Vi er så vilde med det at vi til vores info-mappe har lavet den forkromede forklaring på hvad alle de forskellige specialiteter egentlig er. Nå… men det var den der pistevisning vi kom fra. Vi stod ekstra tidligt op idag. Vi skulle jo forlade vores værelser for at flytte ind på det ekstremt lille og meget lave loftskammer. Jeg kunne ikke forstå det var så mørkt udenfor. Indtil Mette skreg ind gennem væggen “DET SNER!!”. Så kunne jeg da godt se at det var de store skyer, der blokerede for morgen-solen. Det har nærmest været snestorm hele dagen. Liften udenfor vores vinduer har vel sammenlagt kørt i en times tid. Så planen om at øve pistevisning måtte ændres. I stedet har vi gjort rent og ryddet op på lofts-kammeret. Fy for f… hvor var det klamt. Jeg tror døren herind har været lukket siden sidste års guider forlod stedet. Men efter en gang knofedt er det lykkedes os at gøre stedet beboeligt.

Go’ guide-stil

Vi har ikke så mange gæster den første uge. Og på de lister vi får fra kontoret i Danmark er der mail-adresser. Så vi har da lige sendt dem alle en mail og fortalt dem lidt om vejret og skiføret hernede. De fleste har også svaret. Det er da meget hyggeligt at vi allerede har været i kontakt med dem. Mon ikke vi er lidt stolte af os selv. Det kan kun blive godt det her. Vi har fået sne og jeg tror der kommer mere i morgen. Men jeg håber ikke det bliver så meget at vi ikke kan komme ud og øve os. Der er stadig nogle områder vi ikke har været i, og vi skal også have lavet nogle aftaler med diverse restauranter om at vi kommer forbi med gæster til enten frokost eller kaffepauser. Både så vi kan få noget rabat til vores gæster, men også så vi selv kan slippe for at betale for at spise. Det er ikke noget vi har fundet på. Alle steder vi kommer ind med vores uniformer på, bliver vi straks spurgt om hvornår vi kommer forbi igen med vores gæster.

Fyldt griseben med linser

I aften er det pizza-aften på hotellet. Det er ellers normalt om onsdagen. Jeg tror det er fordi køkkenet har travlt med at forberede den store nytårs-fest i morgen. Selvom vi ikke har nogen gæster endnu, er alle værelser booket. Det er jo derfor vi er blevet smidt ud af vores værelser. Italienere kan åbenbart godt li’ at tage væk til nytårsaften og holde fest et sted som her. Mette og jeg har også lige fået at vide af Simonetta (vores hotel-mutter) at vi er meget velkomne til nytårs-middagen imorgen. Så det bliver da spændende. Mette har fortalt mig noget om at vi skal spise en masse linser og et kogt, udbenet og med sig selv genfyldt griseben. Yummie!! Jo flere linser man spiser, jo rigere bliver man til næste år. Så jeg tror at man skal holde sig fra min slipstrøm hele den 1. januar. Hvor er det rart at man ikke er kræsen. Hvis man kan spise Schlachte-platte mit Sauerkraut i Berlin, så kan man vel også klare et fyldt griseben med linser i Piemonte. Det bliver nok min mest ædru nytårsaften i mange mange år. Jeg skal jo være på toppen næste dag når gæsterne kommer. 2 dage tilbage til min ild-dåb som guide. Måske jeg også skal holde lidt igen med linserne…

To be continued…

af timlyondk

Skriv en kommentar