Arbejd’ arbejd’…


Tusinde opgaver

Det er ikke altid lige nemt at være perfektionist. Hvor ville det hele være meget nemmere, hvis man bare kunne se igennem fingrene med, om alting nu også lever op til ens egne standarder. Fra de tidligere år ligger der en masse materiale, som man kan genbruge eller bruge som inspiration. Men både Mette og jeg har meget store krav til hvordan tingene skal være. Så intet af det vi ellers bare kunne kopiere og genbruge er sluppet gennem nåleøjet. Det betyder så bare, at vi selv skal til at lave en masse ting, som måske ikke var nødvendige. Men det hele handler jo om at man skal stå inde for det produkt man leverer til de gæster der kommer herned. Nu er der kun 2 hele arbejdsdage til de første gæster ankommer. Det begynder at være tæt på. Jeg glæder mig meget, men på samme tid er jeg lidt stresset over, om vi mon når det hele. Og så fik vi lige at vide at vi skal ud af vores værelser imorgen, fordi der er fuldt booket til nytårsaften. Lille loftskammer, here we come!!!

Svært ikke at være chefen

Jeg har været selvstændig siden 2005, og inden det har jeg haft forskellige jobs, hvor jeg enten var chefen, eller havde en stor grad af frihed. Vi har fra start af været enige om at det er bedst at Mette er chefen her. Det er jo hende der skal være her hele sæsonen. Jeg tager videre til Andorra efter uge 3. Desuden har Mette 11 års erfaring i at arbejde med italienere, og det har allerede vist sig at være meget heldigt. Jeg har i nogle situationer nærmest opført mig, som en elefant i en glas-butik. Der er utroligt meget politik og interne forhold i en lille by som denne, som jeg slet ikke kan finde ud af at håndtere. Jeg er simpelthen for direkte i min stil. Men det sværeste for mig er at håndtere rollen som 2. violin. Både når vi taler med folk, men også i den interne rolle-fordeling. Når jeg er chefen, uanset i hvilken sammenhæng det er, så er jeg oppe på mærkerne og kræver af mig selv at jeg har styr på det hele. Så snart jeg ikke er chefen, så bliver jeg en zombie. Det er virkelig frustrerende. Både for mig, men måske endnu mere for dem omkring mig. Jeg glemmer hele tiden alt muligt. Jeg er ligesom ved siden af mig selv. Jeg må finde ud af hvordan jeg kan få skruet mit hovede ordentligt på igen, fordi det nytter jo ikke noget.

Italien vs Frankrig

Det er ikke en fodboldkamp. Det er meget større. I dag kørte vi på ski til Montgenevre i Frankrig. Det er en del af vores liftkort, og en dagstur vi tilbyder gæsterne. Så vi skulle lige derover og undersøge området og se hvordan det var. Og det var faktisk lidt af et chok for mig. Så snart vi krydsede grænsen blev alting anderledes. Pisterne var utroligt dårligt preparerede, hvis de overhoved var det. Der var pludselig ingen steder at få en kop kaffe eller noget at spise. Da vi endelig fandt et sted at spise var serveringen uhøflig, maden elendig og priserne skyhøje. Da jeg jo samtidig kørte rundt og var en zombie, lykkedes det mig også at sætte min ene skistav fast i en stolelift, da vi skulle af. Manden der skal sidde og holde øje om alle kommer sikkert af liften snorksov. Jeg råbte ellers op at han skulle stoppe liften. Da han endelig opdagede mig, kom han løbende ud af skuret. Men på det tidspunkt var min skistav jo allerede godt på vej ned igen med liften. Han undskyldte at han ikke havde set det og sagde at han ville gå ind og ringe til dem i dalen og bede dem om at tage min stav når stolen nåede ned igen. Men han mente ikke de kunne finde ud af at sende den op igen, så jeg måtte selv køre ned og hente den. På dette tidspunkt var vi faktisk på vej tilbage til Italien. Men så måtte vi jo en tur mere ned over de franske pister. Der var fyldt med store sten på pisten, og Mette var så uheldig at flå sålen på sine ski i stykker. Ikke lige den bedste reklame for Frankrig. Vi fik fat i min stav og skyndte os tilbage til Italien. Så snart vi krydsede grænsen igen var pisterne fantastiske. Solen skinnede. Vi kunne stoppe og få en Marrochino (espresso med chokolade og skummet mælk på toppen). Og folk var igen smilende og glade. I min bog fik Frankrig tæsk idag. Måske de kan vinde på nogle andre fronter… men hvis det står til mig, så kan vi godt nøjes med at blive på de italienske pister.

To be continued…

af timlyondk

One comment on “Arbejd’ arbejd’…

  1. Kære Kollega
    Denne sætning står for fuldstændig for din egen regning:

    Vi har fra start af været enige om at det er bedst at Mette er chefen her.

    Men nu du har udnævnt mig, så melder jeg mig gerne frivilligt som redaktør på dine indlæg, inden du blogger flere halve sandheder. Lalalalalalalalala.

    Ellers giver du mig bare spalteplads på din blog en gang om ugen. Hvis du tør.

    Det er en udfordring, kære konkurrencemenneske.

    Og jeg vinder den.

    Knus fra verdens bedste kollega

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s