På besøg hos Frodo i Herredet


Skiguide, dag 4

Jeg har altid godt vidst, at jeg er lidt højere end gennemsnittet. Og med mine ca. 194 cm, så kan der da indimellem være ulemper forbundet med at være så høj. I de gamle S-toge, skal man altid dukke sig for at komme ind og ud. Når man skal ud og flyve, skal man gøre alt hvad man kan, for at sidde ved nødudgangen, hvis man ikke vil sidde fastlåst i en enkelt stilling hele vejen. Og når man handler ind i supermarkeder ved juletid, så skal man konstant holde udkig efter julepynt og tilbuds-skilte der hænger ned fra loftet. Men dette ellers skønne hotel slår det hele. Jeg går konstant rundt med en fornemmelse af, at jeg er en gigant, der er kommet på besøg hos Frodo og de andre hobitter i Herredet. Mette og jeg har stadig den luksus, at vi bor på nogle af de værelser, der er forbeholdt betalende gæster. Det bliver endnu værre når vi skal ind på “vores eget værelse”. Vi bor på den øverste etage af hotellet, oppe under taget. På gangen er der fritlagte bjælker, fra selve tagkonstruktionen. Så loftet i gangen er skråt. I den “høje” side kan jeg lige nøjagtigt gå. Jeg skal bare huske at flytte hovedet for lamperne. Døren ind til mit værelse, går mig ca. til hagen, så der skal jeg dukke mig. Men døren ud til badeværelset går mig til lidt over skulderen, så der skal jeg dukke mig MEGET. Og når man skal ud og tisse om natten, så er det ikke altid man lige husker at dukke sig SÅ MEGET. Jeg har allerede 2 gange banket hovedet ind i kanten. Så jeg har da overvejet om jeg skal sove med min hjelm på. Mette foreslog, at vi skulle købe en lyskæde til et juletræ, og sætte op rundt om døren til mit badeværelse.

Det værelse vi skal bo på, når gæsterne kommer, ligger på den anden side af gangen. Det vil sige den lave side. Værelset er ca. 10 kvm og i den høje ende er der 180 cm. Men døren ind til værelset går mig også kun til skulderen. Der er ikke noget badeværelse eller toilet derinde, så der må jeg ud på gangen og ned i den anden ende. Toilet og bad er på samme side af gangen, og vi skal dele det med det øvrige hotel-personale. Vi er i alt 9 personer. Men min største bekymring er ikke at dele bad med de andre. Den er at hvis jeg skal ud og tisse om natten, så er det 4 gange jeg skal huske at dukke mig SÅ MEGET. 2 gange hen til toilettet og 2 gange tilbage til sengen.

Pizza og Sardiner… eller hvad de nu hedder

I dag ankom hotellets pizza-bager. Han skal være her hele sæsonen, ligesom de andre der arbejder og bor her. Så i aften er det pizza-aften for både gæster og ansatte. Det bliver spændende hvor go’ han er (Jeg nåede ikke at skrive færdig inden vi skulle spise, og han var faktisk rigtigt go… jubii). Jeg vil da også lige introducere de kære mennesker vi arbejder sammen med her. Der er 2 tjenere. Fabrizio og Marcello. Fabrizio er lokal fra Torino. Vi ved ikke hvor gammel han er, men han er ældre end os, gætter vi på. Ham kan vi bedst li’. Han er sød. Så er der Marcello, som siger han er 21, men som vi har fundet ud af er 38. Han er ligesom 2 piger, der arbejder her, fra Sardinien. Så jeg har døbt ham Sardello. Altså kun når Mette og jeg omtaler ham. Han flirter helt vildt med Mette, og vi synes allerede han er lidt for meget. Især fordi han siger nogle ret klamme ting til Mette. Men han er da også sød og så længe Mette kan leve med hans flirten, så får vi jo fin service, når vi spiser. I baren står Michela. Hun er en meget køn pige på 31, som også kommer fra Sardinien. Hun er ikke ret nem at få i tale, men meget sød og imødekommende som de andre, når Mette eller jeg har brug for noget. Det gør det heller ikke nemmere for mig at kommunikere med disse mennesker, da de kun nødtvungent taler andet end italiensk. Og Mette taler jo fuldstændig flydende, så de taler bare med hende i stedet for med mig. Dem der kender mig vil vide, at det kan jeg slet ikke klare. Så i dag, da Mette var oppe og hente noget på værelset tror jeg, forsøgte jeg så at få Michela i tale. Dum som jeg er, spurgte jeg hende hvorfor der dog ikke var nogen af dem, der stod på ski, nu når de alligevel var her. Med al den overbærenhed hun kunne mønstre svarede hun så: Allora (aner ikke om man staver det sådan, og Mette er gået i seng, men det betyder Altså tror jeg)… Allora… *SUK*… lifterne åbner kl. 9 og lukker kl. 17. Jeg skal starte med at arbejde kl. 7 og jeg har fri kl. 19… 7 dage om ugen… Capisce?? Det var så omtrent på det tidspunkt at jeg overvejede om ikke der var noget som helst andet jeg kunne have spurgt hende om, for at få startet noget small-talk. Flot Tim. Kan du ikke selv regne ud at en køn pige nok ikke tager fra familie og venner på Sardinien, for at bo på et bjerg, og glo på folk der står på ski hele dagen, uden selv at kunne det, hvis ikke det var fordi der ikke er nogen jobs at få på Sardinien om vinteren? Så tag lige dit røv-privelegerede liv og fedt af med dig ikke?

Arbejdet kalder… stadig…

Det blev ikke regnvejr i dag, så vi startede dagen med at stå på ski. Klog af skade fra igår, sagde vi ikke til os selv, at vi kun ville tage en enkelt tur. Næ… vi lærer af vores fejl. Så vi sagde til os selv at vi kun ville stå på ski i 2 timer. Ja… kom ikke og sig at vi ikke har taget ved lære. Vi tog op med liften kl. 8.57, og spurgte kækt lift-manden hvad tid de egentlig åbner. Om 3 minutter svarede han ud gennem den cerut, der sidder der hele dagen lang. Hehe… vi fik lov at komme med op 3 minutter før de åbnede. Fedt! Vi lavede nye spor overalt, og nåede faktisk ned i den næste dal, før de åbnede lifterne der nede. Så vi måtte op med liften til vores egen side igen. Ekstra tur på den røde som vi ellers kun bruger til at komme over til den fede sorte. Nå… ned igen og op til den sorte og det stykke off-piste, som driller Mette helt vildt. Da hun igen tumlede rundt derude og blev mere og mere frustreret, fortalte jeg hende en af mine 627.000 anekdoter fra Basketball, om hvordan Karl Malone altid havde en slags remse inden han skød straffekast, for ligesom at tømme hovedet, så man ikke tænker over hvad man gør, men bare gør det. TADAA!!!! På næste tur ned klarede Mette den sorte off-piste uden at skulle have sne ud af undertøjet. Ikke med den samme flotte rytme som på alle de andre off-piste stykker. Men uden at falde, som hun havde gjort hver eneste gang, hun tidligere havde prøvet lige præcis det stykke. Kudos til mig… rart at det ikke kun er hende der kan hjælpe mig med mit skiløb… Nå… men vi tog faktisk hjem inden frokost og fik lavet noget arbejde. Og vi arbejdede til kl. 15.30. Så sprintede vi op og tog ski-jakkerne på igen, ned i kælderen til skistøvlerne, og ud til liften. Intet kan slå ægte ski-in, ski-out. Pisten er på begge sider af hotellet. Op med cerutten, og ned af den røde. Op med 2-mands stolen og så ned af vores lækre sorte. Vi tog tid på liften og nedkørslen for at se om vi kunne nå en tur mere inden liften lukker kl. 16.15. 10 minutter op med liften. 4 minutter ned, med fuld speed og brede carving-sving. Men klokken var alligevel 16.01. Så det blev for snert. Tilbage med liften til vores egen side. Hvis vi ta’r den røde, kan vi nå ned inden 16.20 når cerutten lukker. Fuld speed ned, og som de sidste med cerutten. Jeg kunne ikke lade vær’ med at råbe “ULTIMA” til ham. Jeg håber det betyder sidste…

Efter skiløbet talte jeg på Skype med børnene. Det var dejligt. Så spillede Mette og jeg Backgammon. Spiste pizza. Spillede lidt mere BG. Og så sluttede vi aftenen med at se verdens bedste stand-up show med John Olliver, Terrifying Times. Jeg tror jeg har set det 50 gange, og Mette grinede lige så meget af at jeg ikke kunne lade vær’ med at grine på forhånd, som af selve showet.

Det har været en fantastisk dag, og jeg er sikker på at der kommer endnu flere. Fuck hvor er jeg bare en heldig kartoffel!!!!

To be continued…

af timlyondk

One comment on “På besøg hos Frodo i Herredet

  1. Dejligt at følge med i jeres “hektiske” første dage på ski. Forsæt de spændende fortællinger og pas godt på dig selv på løjpene OG på hotellet. Du skal gerne holde hele sæsonen, Tim (hvis krop ikke helt er 25 længere!)🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s