Skiguide, dag minus 46


Så er kontrakten underskrevet

Endnu en ting faldt på plads idag. Jeg modtog min kontrakt fra Danski og et skema jeg skulle udfylde med en masse praktiske oplysninger. Som fx hvem de skal kontakte hvis der skulle ske mig noget. Det havde jeg da ikke lige overvejet. Altså at der kunne ske mig noget. Men som jeg var omkring igår så har jeg da været ude for mindst et uheld på ski. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der da nok været flere.

Som engang i Serre Chevalier hvor det var så tåget at man ikke kunne se mere end 10 meter frem. Og nogen havde været så fræk at lave uorden i de skilte som viser hvor langt der er til pisten slutter. Ihvertfald blev tallene højere og højere. Så det kan jo kun betyde at man kører op… meget mærkeligt. Kombinationen af det hele, tåge, mærkelige skilte og fornemmelsen af at køre opad gjorde at jeg fik et mindre grineflip. Kun et mindre fordi da jeg drejede mig for at fortælle dem der kørte bag mig at vi kørte opad, så fik jeg drejet skiene så meget at jeg kørte ud over siden af pisten, slog mindst én kolbøtte i luften, og landede på ryggen i dyb og meget blød sne, cirka 10 meter nede af bjergsiden.

Jeg grinede stadig. Men det var kun fordi jeg ikke havde nogen idé om hvor hårdt det ville blive at komme op igen. Mine ski sad stadig på. Og bare det at få dem af var temmelig svært når man ligger nedsunket i dyb sne. Jeg fik dem endelig af og fik rejst mig op så jeg kunne vurdere situationen. Jeg kunne se at de andre var stoppet og stod og kiggede ned på mig. Men de havde ikke nogen mulighed for at hjælpe mig. Bjergsiden var ret stejl og jeg kunne ikke se nogen anden mulighed end at forsøge at gå opad med mine ski i hånden. Det var lettere sagt end gjort. Hver gang jeg tog et skridt op, sank jeg så dybt ned i sneen at det føltes som om jeg bare kom længere væk. Flere og flere stoppede for at se hvad der mon foregik. Nogle begyndte at råbe at jeg skulle passe på ikke at starte en lavine. Jo tak, det skal jeg nok prøve. Jeg prøvede nogle flere gange at begynde at gå ind i bjerget, men med samme resultat. Min vægt gjorde at jeg bare sank dybere ned. Nu begyndte jeg at blive bange for hvordan jeg mon skulle komme op. Jeg tænkte at jeg måtte flytte fødderne så hurtigt at de ikke nåede at synke ned. Så jeg begyndte at løbe ind mod bjergsiden med så korte og hurtige skridt jeg kunne. Det virkede. Jeg nærmede mig de andre oppe på pisten. Jeg nåede efter nogle minutters hård kamp så langt op at jeg kunne række mine ski op så de kunne hjælpe med at trække mig. Men jeg turde ikke holde op med at løbe. Da jeg endelig kom op var jeg så smadret at mine ben rystede. Og nogle sure franskmænd begyndte at skælde mig ud fordi jeg kunne have startet en lavine. Jeg skulle have ventet på en med et reb sagde de. Jeg var bare glad for at være oppe igen. Resten af turen ned blev uden grineflip. Jeg var faktisk glad for at jeg havde været så heldig at lande blødt og at der ikke var sket mig noget.

Nå… et lille sidespring… eller sidefald måske… anyway… kontrakten… det er jo ikke sådan at man tjener så mange penge, at man kan lægge til side til alderdommen, ved at være skiguide. Men det er jo heller ikke for pengenes skyld jeg gør det her. Jeg håber jeg får mødt en masse glade mennesker, og at jeg får en masse uforglemmelige oplevelser. Og så glæder jeg mig rigtigt meget til at få besøg dernede af mine børn, så de endelig kan få prøvet at stå på ski. Jeg håber de synes lige så godt om det som mig og at dette kan blive de første af rigtigt mange ski-oplevelser med dem. Nu er kontrakten på plads og der er under en uge til jeg skal på guide-kursus og møde alle de andre tosser der har valgt at rive 3 mdr. ud af kalenderen. Og så var jeg ude og kigge på en bil idag som skal fragte mig først til Italien og siden til Andorra. Det vil jeg skrive mere om når det bliver mere konkret. Det var vist nok for idag…

To be continued…

af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s