Skiguide, dag minus 48


Jeg har lige siden første gang jeg var på ski haft en drøm om at kunne være på ski en hel sæson. Og selvom jeg godt ved at jobbet som skiguide til tider kan være rigtigt hårdt, så er det også en kombination af at stå på ski med en masse glade mennesker og at hjælpe folk til at årets dyreste ferieuge bliver alle pengene værd. Så da mit liv tog en drejning og det pludselig blev muligt for mig, så ringede jeg til det skirejsebureau jeg selv har haft rigtigt mange gode skiferier med. Danski. Deres ambition er at være Danmarks bedste. Og det passer mig fint. Så jeg blev rigtigt glad da de sagde at de ville blive meget glade for en ansøgning fra mig. Både i telefonen og til samtalen var kemien helt i top og jeg blev tilbudt et job hos dem inden jeg forlod job-samtalen. Jeg ville gerne sige JA lige med det samme. Men der var lige en masse praktiske ting der skulle løses på hjemmefronten før jeg kunne sige endeligt JA. Det hele er faldet på plads og jeg har fået at vide at jeg skal møde i Sauze d’Oulx d. 18. december 2011. Jeg har søgt en masse på nettet for at finde nogle erfaringer fra andre skiguider, og er skuffet over at der ikke er nogen der har blogget. Så nu kaster jeg mig selv ud i det. Jeg vil skrive alle mine tanker om det før, under og efter. Så må vi se om det bliver interessant for andre end mig selv.

Et eller andet sted skal man jo begynde. Og det blev så her. 48 dage før afrejsen. Jeg glæder mig meget, men har også hundredevis af spørgsmål som jeg håber at få besvaret inden jeg skal afsted.

I næste uge er der guidekursus i Jylland. Danski har oprettet en gruppe på Facebook for alle de kommende Danski-guider. Der er ikke mange på min alder. Men det er tydeligt at alle de andre der har skrevet derinde glæder sig lige så meget som mig. Jeg er sikker på at kurset bliver en sjov oplevelse. Og jeg håber jeg får svar på alle mine spørgsmål. Eller de fleste… Jeg er sikker på at jeg bliver en go’ guide. Men jeg vil have det bedst med at tage afsted hvis jeg føler mig velforberedt på opgaven. Og jeg er sikker på at Danski vil gøre hvad de kan for at klæde os så godt på som muligt til opgaven. Vi er trods alt deres ansigt udadtil. Faktisk det eneste ansigt deres kunder får at se på turen som repræsenterer dem. Det er da lidt af et ansvar. Men også en kæmpe stor motivation for mig.

Jeg vil slet ikke begynde at vende alle de ting her som kører rundt inde i mit hovede. Jeg håber kurset er så grundigt at det kun er de små detaljer der mangler når jeg kommer hjem igen. Nu bliver det i første omgang spændende at møde en masse nye mennesker med den samme drøm som mig. Og ikke mindst den anden guide som jeg skal være sammen med i Sauze de første uger.

Nye støvler

På kurset får vi mulighed for at besøge en skibutik hvor vi kan få hjælp til at supplere op på udstyret. Det bliver jo trods alt noget af vores vigtigste arbejdsudstyr, så det skal jo helst være i orden. Mine skistøvler står i garagen og druknede da der var oversvømmelse i Bruxelles imens jeg var på sommerferie. Så de skal under alle omstændigheder udskiftes. Nu håber jeg så at der er nogen der kan hjælpe mig med at få nogle rigtigt gode støvler. Jeg kunne også godt bruge nogle nye handsker. Og sidst jeg var på ski var der ingen krav om at bruge hjelm. Men det er jo ligefrem lovpligtigt i Italien nu. Og det er også et krav fra Danski at deres guider altid kører med hjelm. Og helst også med rygskjold. Så det bliver noget helt nyt for mig. Men jeg synes da også det er meget fornuftigt.

Nå… nu skal jeg jo ikke skrive det hele den allerførste dag. Så er der jo helt sikkert ingen andre end mig der gider at læse det :-)

To be continued…

About these ads
Af timlyondk

One comment on “Skiguide, dag minus 48

  1. Hej fætter

    Jeg er sikker på at du bli’r en fantastisk guide. Glæder mig til at læse mere…

    Knus
    Thomas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s