Kom godt hjem Markus


Sort mandag

Mandag d. 13. februar var en sort dag. Aftenen før havde jeg jo lige skrevet om min buddy, room-mate og kollega Markus. Vi havde ønsket hinanden en god dag om morgenen inden vi tog afsted i hver sin retning. Markus skulle ned til El Tarter, en anden by i området, og køre pistevisning med sine gæster, der bor dernede. Jeg skulle køre pistevisning med mine gæster her i Soldeu. Svenskerne kører generelt meget hurtigere end de danske gæster, så de plejer at overhale os på vej over til Pas de la Casa, hvor vi spiser frokost på den samme restaurant om mandagen. Jeg havde en stor gruppe på 16 personer fra morgenstunden. Vores tempo var ikke højt. Efter den første lift stod en far med sin 10-årige søn af, fordi sønnen slet ikke kunne huske at stå på ski, og alle stod og ventede længe på dem. 2 fyre i midten af 30′erne ville heller ikke være med længere, fordi de følte ventetiden var for lang. Det er jo svært at opdele folk efter evner, når man er den eneste guide. Men resten af gruppen blev sammen. Vi havde flot solskinsvejr, men det blæste meget og det var stadig meget koldt. Jeg havde rigeligt at holde øje med, for at sikre mig at alle var med. Så jeg så slet ikke Markus og hans svenske gæster. Men vi har været utroligt tæt på hinanden. Kl. 12.30 ankom vi til frokost hos Yoyo, på toppen af Coll Blanc. Der var rigtigt mange mennesker, men ingen Markus og ingen svenskere. Der var meget larm, så jeg hørte ikke at min telefon ringede hele 4 gange. Det var Markus’ chef Katarina, som prøvede at få fat på mig. Da jeg ville ringe tilbage til hende, kunne jeg ikke få noget mobil-dækning. Jeg troede bare hun ville høre om vi allerede var til frokost. Så jeg tænkte at det ikke var vigtigt. Hvad jeg ikke vidste var at Markus var styrtet på den bakke der går ned fra Yoyo og Coll Blanc. Imens vi sad og spiste. Men det fandt jeg jo først ud af senere. Vejret skiftede imens vi spiste frokost, og der blev rigtig dårlig sigtbarhed igen. Så jeg kørte hjem mod Soldeu med mine gæster og sluttede pistevisningen lidt tidligere end normalt. Det var alle godt tilfredse med. Det var første dag, og folk havde trætte ben. Da jeg kom tilbage til hotellet mødte jeg den nyeste svenske guide Desirée, som fortalte mig om Markus.

På sin pistevisning, som jo foregår i noget højere fart end de danske, var han styrtet (helt uden grund sagde han) på en rød piste. Bindingen på hans ene ski havde ikke udløst og han havde slået mindst 5 kolbøtter med en ski på. Da han endelig lå stille havde han prøvet at bevæge benet, men kunne straks mærke at det var helt galt. Han blev kørt ned til skadestuen i Grau Roig med bananen. Han prøvede at forklare dem at han var ambulancefører og at han godt selv vidste hvad der var galt. De gik igang med at tage hans skistøvle af, men hans ben var brækket nede i støvlen. Da det endelig gik op for dem hvor alvorligt det var, sendte de ham med helikopter til hospitalet i Andorra la Vella. Men fordi hans ben allerede er blevet sat sammen med skruer og implantater efter en bilulykke, så valgte de ikke at operere ham, men at sende ham hjem til Sverige. Han var dog nødt til at blive på hospitalet i Andorra til der var styr på hjemtransporten. Han sidder i flyet mod Oslo nu, hvorefter han skal videre til Stockholm.

Jeg aflyste pistevisning tirsdag, og heldigvis var der stor forståelse for dette blandt mine gæster. Jeg skulle pakke alle Markus’ væsentlige ting ned til ham og så skulle jeg ind på hospitalet og besøge ham. Han blev glad for sin computer men allermest for sin tandbørste. Han var sur på sig selv over sit uheld, og var rigtigt irriteret over at hans sæson allerede var slut. Jeg brugte hele formiddagen inden jeg besøgte ham på at pakke alle hans ting ned, vaske det af hans tøj som var beskidt og rydde det værelse vi delte. Der var jo allerede sendt bud efter en anden guide til at erstatte ham. Det er en pige der hedder Anna. Hun ankommer idag. Så det der for 3 dage siden var mit og Markus’ værelse, er nu blevet Desirées og Annas værelse. Jeg er flyttet ned i stuen/køkkenet. Det er ikke så slemt som det lyder. Men det er trist at jeg har mistet min room-mate, som jeg kunne dele dagens gode og dårlige oplevelser med. Som jeg grinede med. Som jeg stod på ski med. Som jeg gik i byen med. Som jeg så fodbold i Barcelona med. Og som jeg bandede over når han snorkede om natten. Men jeg ville meget hellere have hans snorken tilbage end at skulle klare resten af sæsonen uden en at snakke med om aftenen, inden jeg lægger mig til at sove. Vi blev venner utroligt hurtigt, og vi talte om alt mellem himmel og jord.

Mine tanker går til dig Markus. Kom godt hjem og skynd dig at blive frisk igen. Jeg glæder mig til at stå på ski sammen igen. Tak for den tid vi havde sammen. Du gjorde min sæson fantastisk, så længe du var her.

To be continued…

By timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s