Et nyt år, et nyt liv


Ingen fede fyldte griseben

Nytårsaften gik uden de store problemer. Jeg var blevet fejlinformeret, så jeg fik ikke lov at sidde og gnave i et griseben med linser. Det var til gengæld en overdådig menu, på så mange retter, at jeg på et tidspunkt opgav at tælle. Men det var både lækkert og alt alt for meget mad. Der var dog linser. Og jeg lod være med at spise dem allesammen (transfer næste dag). Så jeg bliver ikke så rig i dette år, som jeg kunne være blevet. Men det behøver man jo ikke være Einstein for at regne ud. Jeg har jo trods alt sagt ja til at være ski-guide i 3 måneder. You do the math! Hotellet var fyldt med gæster nytårsaften. Om eftermiddagen ankom der faktisk en broget flok blandede nationaliteter som primært bor i Luxembourg til hverdag. De fleste af dem danske. Eller måske de mest støjende. Hvad ved jeg. Ihvertfald faldt vi i snak med dem, og det mest underlige sammentræf er, at en af dem er oversætter, og har oversat nogle af de tekster jeg har siddet og arbejdet med hele efteråret. It’s a small small world. Men det er jo ikke “vores” gæster. Dem skulle vi jo først hente i Chambery lufthavn om aftenen d. 1. januar.

Første hold gæster

Vi havde bestilt en bus til at køre os til lufthavnen, og så hjælpe os med at fragte vores gæster tilbage til Sauze. Men på trods af Mettes fantastiske evner på italiensk (jeg er ikke ironisk) så måtte der alligevel en del telefonopkald til, før vi endelig var, på det samme sted, på samme tid. Ikke så fedt, når man slæber rundt på vand til ca. 25 personer, og en stor kasse med printer og papir og meget andet til kollegerne i Sestriere. Så med næsten en times forsinkelse, kom vi afsted mod Frankrig. Rart at vi havde disse vanskeligheder uden gæster. Det skal nok komme til at fungere fint næste gang. Vi fik samlet alle gæsterne til Sauze sammen og så gik det afsted mod Italien. De fleste gæster var trætte. Det var jo trods alt også dagen efter nytårsaften for dem, og de havde rejst det meste af dagen. Men man kunne også mærke, at de var spændte og glædede sig meget til at komme på skiferie. Selvom det virkede som om kommunikationen med chaufføren gik fint, nu hvor det ikke længere var pr tlf, så havde han nogle flere overraskelser i ærmet til os. Han var fx ikke ved bussen da jeg var henne og checke, 5 minutter før de første gæster ville komme med deres bagage. Han kørte helt af motorvejen, i stedet for at køre ind, der hvor vi skulle have tissepause. Og så havde han ikke lige fortalt os at han pludselig skulle stoppe, så vores 2 kolleger fra Sestriere kunne komme af bussen og over i en bil, så de kunne komme direkte til Sestriere og ikke skulle stoppe i Sauze først. Det stop var præcis 2 minutter efter jeg havde sagt i højttaleren at vi ville være fremme i Sauze om 10 minutter. Det havde chaufføren nemlig lige fortalt os. Vi var fremme 25 minutter senere. Tak chauffør! Italien er fuld af overraskelser hele tiden. Men vi nåede da frem. Dem der skulle leje ski, kom ind i skiudlejningen imens resten sad og ventede i bussen. Og så kom sidste etape op til hotellet. En pistemaskine. Bussen stoppede så tæt på sneen den kunne, og så læssede vi al bagage og ski over i et lad foran på pistemaskinen. Bag på var der bygget en kasse der mindede om en skurvogn med bænke rundt i kanten og i midten. Vi kunne lige nøjagtigt være der allesammen. Men Mette og jeg sad ikke rigtigt på bænkene. Jeg stod nærmest i spænd imellem en bænk og døren ud af kassen. Så kørte vi afsted, og jo stejlere det gik op, jo mere fik jeg presset mine ben ned i styrtløbsposition. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det da sikkert var fin træning, selvom jeg på et tidspunkt var ved at få krampe. Og samtidig med det store guide-smil på. Alt er SUPER!!

Natsuppe og formiddags-cappuccino

Da vi endelig nåede op på hotellet, var klokken nærmest midnat. Der var natmad klar til os. Og så var det i seng. Puha. Vi klarede det. Vi mistede hverken nogle gæster eller deres bagage. Men der var ikke meget tid til at sove. Det var op kl. 7.00 og i bad. Og så er man på igen fra kl. 8.00 til 9.00 til morgenmaden. Op på loftskammeret og puste ud, og lige aftale de sidste ting, inden det skulle gå løs, med vores første pistevisning nogensinde. Vi havde aftalt at Mette skulle tage Espresso-holdet og jeg skulle tage Cappuccino-holdet. Det så ud til at være meget tåget, længere nede af bjerget, så vi tog op på toppen med liften, og så stod jeg for noget opvarmning. Så kørte vi det første stykke ned ad pisterne alle sammen, for derefter at lade folk beslutte, hvilket af holdene de ville køre på. Der var 10, der ville med Mette, og 5 der ville med mig. Og jeg skal love for at det blev en Cappuccino med ekstra meget letmælks mælkeskum og en meget tynd Espresso i bunden. Det skal ikke lyde som en klage, fordi det var da rigtigt hyggeligt, og jeg kan jo bare køre hurtigt på ski, nogle andre dage. Men de Völkl Tiger Race Carvers jeg har lånt i skiudlejningen, de kræver altså noget sukker, for at de gider at arbejde. Så det var en udfordring. Det skal lige siges at gennemsnitsalderen på mine 5 gæster var +60. En af dem fylder 70 i år. Respekt! Den ene af dem står dog rigtigt godt på ski, men kørte med os af sociale årsager. Jeg fik da også lige lavet en enkelt dum fejl. Jeg kørte ellers hele tiden bagerst og forklarede fint hvor de skulle stoppe næste gang. Men på et halvstejlt rødt stykke væltede en af dem. Jeg overhalede de to bagerste og kørte ned og hjalp den første på benene. Imens faldt en af de andre så et stykke højere oppe, bag mig, og kunne ikke komme op ved egen hjælp. Så jeg måtte have skiene af og gå ca. 50 m direkte op igen. Det føltes mere som 200 m. Så pulsen kom da lige op på omkring 180 tror jeg. Men vi havde en super hyggelig formiddag sammen og jeg fik en masse ros da pistevisningen var slut. De takkede mig alle for min tålmodighed og sagde at det havde været en rigtig god tur. Men det er jo det jeg er der for. Det ville jo ikke være pistevisning for dem, hvis jeg bare ræser derudaf og så står og venter ved den næste lift. Jeg fik faktisk også overtalt to af dem, som ikke kendte hinanden i forvejen, til at tage en privat-lærer sammen. Det var de begge rigtigt glade for bagefter, og de følte de havde lært en masse. Jeg synes bare det er vildt sejt at tage en privat skilærer når man er 67. Hatten af for det!

To be continued…

Af timlyondk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s