Time to move on…


Sidste nat med kliken… eller med Mette…

Torsdag aften, var den sidste mulighed for at gå i byen i Sauze. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at sælge vores “En aften i Sauze”-arrangement til nogle gæster, så jeg selv kunne komme ned til byen en sidste gang. Men folk har jo allerede betalt for halv-pension hjemmefra. Og der var ingen der ville ned. Så jeg foreslog Mette at vi bare selv tog ned efter after-ski. Jeg vil udelade detaljerne om hvordan vi kom ned. Men det gjorde vi. Og det var en fed oplevelse. Jeg skiftede tøj på toilettet på Ghost, baren hvor Matteos kønne kæreste arbejder, og fik lov at stille mit udstyr der til senere. Mette spurgte om jeg havde husket voucheren til næste uges liftkort. FUCK! Det glemte jeg… Jeg henter dem imorgen… Så gik vi på vinbar, hvor vi mødtes med Silvia fra skiskolen og hendes kæreste Nani, som også er ski-instruktør. Vi drak nogle rigtigt gode glas hvidvin med dem og det var super hyggeligt. Silvia og Nani har et hus på Sardinien, som man kan leje på uge-basis, og jeg håber det kan lade sig gøre at komme derned med børnene til sommer. Nu må vi se. Da sulten begyndte at melde sig gik vi på restauranten lige nedenunder vinbaren. Vi tog begge de store mad-kritiker hatte på. Det er faktisk sjovt at sidde og smage på tingene og udveksle meninger om hvad der er godt og dårligt. Vi var ikke synderligt imponerede. Mette tog fusen på Jill, den engelske dame der har restauranten sammen med sin mand. Hun sagde at vi bare skulle have en af hver dessert. “Men vi har 10 desserter!!”. Mette tog det helt cool. Så bare lav et potpourri af de mest interessante, lemon cheesecake, creme catalan, panna cotta… og så har jeg glemt hvad der mere var. Men vi fik hver en dessert-tallerken og en masse desserter på et fad imellem os. Jill var meget imponeret. Vi havde jo også spist både forret og hovedret. Igen var vi ikke synderligt imponerede, men lemon cheesecake er altid godt. Vi gik lige op og talte lidt med Frank i Pizza House bagefter. Han er nok en af de særeste karakterer i Sauze. Lejer ski ud om dagen. Laver pizza om natten. Snowboard-bums på 16. år ser ud til at have taget hårdt på ham. Eller også er det de lange arbejdstider og al den hash han ryger. Vi gik videre. Vi skulle jo også på bar. Men ingen af os var rigtigt i festhumør. Så det blev bare til en enkelt Averna på Ghost imens vi ventede på at Marco skulle komme og hente os og køre os tilbage til hotellet på snescooter. Jeg sørgede for at nyde turen op. Jeg vidste jo at det ville blive den sidste. Der var stjerneklart og Marco gav den fuld gas. Fedt!

Puha, hvor jeg ligner min far indimellem

Fredag havde jeg sat af til at pakke alle mine ting. Det var jo meningen jeg skulle køre til Andorra lørdag morgen. Men først skulle jeg lige ned og hente liftkortene. På vej op i liften sad jeg så og tænkte lidt over tingene. Hvorfor vente med at køre til imorgen tidlig? Der er jo ikke noget Mette ikke kan klare selv. Og jeg kan jo bedre li’ at køre om aftenen end om dagen, selvom det selvfølgelig er ærgerligt ikke at se det flotte landskab. Hvis jeg kører når jeg har pakket er jeg jo fremme sent i aften, og har en hel dag ekstra der. Rastløsheden væltede ind over mig som et godstog. Jeg kan huske da jeg var barn hvordan min far var på helt samme måde. Når først han havde besluttet at vi skulle hjem fra sommerhuset, så kunne det kun gå for langsomt. Jeg havde det helt på samme måde. Jeg fik pakket alle mine ting i en fart. Mette var til undervisning hos Silvia. Hun har kastet sig over Telemark. Ret sejt faktisk. Men da hun kom tilbage sprang jeg bomben. “Er der nogen grund til at jeg venter med at køre imorgen tidlig? Kan jeg ikke bare køre når jeg har pakket?” Mette var tydeligt overrumplet. Og med rette. Jeg ville selv blive lidt irriteret, hvis nogen pludselig bare ændrede planen uden at jeg fik mulighed for at tænke over det. Men hun tog det ret pænt synes jeg. Hun hjalp mig ned til bilen med alle mine ting. Og selvfølgelig skulle jeg glide og slå halebenet på det glatte stykke hvor man står af liften og går ned til parkeringspladsen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har advaret gæster om at der er meget glat. Fedt nok, lige inden man skal sidde ned i rigtigt mange timer. Nå… men vi tog liften op igen. Jeg manglede at hente mine ski, støvler og nogle andre småting. Så spiste vi en sidste frokost sammen. Jeg bad Nicolas om en surprise. Dårlig beslutning. Jeg fik udkogte gnocchi med noget kanin-stuvning. Ikke lige det jeg havde håbet på. Men det er jo risikoen når man lader andre vælge for sig. Vi sagde farvel og ønskede hinanden en fortsat god sæson. Jeg satte Jeremy Clarkson til at vise vej (Topgear GPS), og så kørte jeg ned af bjerget fra Sauze for sidste gang i lang tid, imens sneen væltede ned overalt omkring mig. Det var med en blandet følelse. Jeg havde ikke fået sagt farvel til den sidste uges gæster, som jeg ellers havde haft det rigtigt sjovt med. Jeg fik ikke sagt farvel til hotel-mutter. Jeg havde det lidt som om jeg flygtede fra noget. Men samtidig glædede jeg mig helt vildt til mit nye eventyr. Et eventyr som skulle blive mit helt alene. Endelig alene. Jeg er nok lidt af en enspænder. En ultra social enspænder. Og så er der ikke mange andre steder jeg slapper bedre af, end ved rattet af min bil, med hundredevis af kilometer motorvej forude, og min egen musik i højttalerne. Nye oplevelser og nye mennesker forude. Nye bjerge der skal bestiges. Nye dale der skal udforskes. Jeg er sgu en heldig kartoffel…

To be continued…

af timlyondk