Tilbage til åstedet…


Fik pludselig en kæmpe lyst til at fortsætte min blog. Nu er jeg jo tilbage i Andorra. For fuld udblæsning og med et helt nyt setup. Slut med svenske kolleger. Slut med gæster. I år er det 100% på mine præmisser. Jeg har fået lavet et setup, så det er muligt for mig at være deltids skibums i Andorra og deltids far i Bruxelles. Det bedste fra begge verdener. Uden at måtte gå på kompromis med mig selv eller noget som helst andet. Hvis jeg troede jeg var en heldig kartoffel sidste år, så ved jeg ikke hvad jeg er i år. Men det er fedt og jeg nyder hvert eneste sekund.

Der er en masse af de lokale fra sidste år, som er tilbage igen. Og det er fedt at jeg nu ikke længere skal starte fra scratch, men allerede har et stort netværk hernede. Nu kræver det bare at jeg får lært at tale ordentligt spansk, så jeg også kan kommunikere ordentligt med dem. Men bare det at være en del af en gruppe er jo fantastisk. Og der er allerede ankommet nye som også skal finde deres plads i gruppen. Det er sjovt synes jeg. Der er især 2 nye bartendere fra Gran Canaria, Borja og Octavio, som jeg har det rigtigt sjovt med. Og de har endnu ikke været her så længe at bjerget er hverdag. Flere af de andre synes det er fint nok at komme op kl. 11-12 stykker og så stå på ski til kl. 15. Det holder jo slet ikke for mig. Men når sæsonen rigtigt begynder, så kommer jeg nok til at stå meget på ski alene. Men det er nok også meget godt for mig. Det er som om man får tænkt meget mere, når man er alene i liften og rigtigt har tid til at tænke over livet.

Nu er bloggen genåbnet. Sidste år var det en fortælling om mit liv som ski-guide. I år bliver det en fortælling om hvordan det er at være deltids skibums, men jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at opleve mindst lige så meget.

Allerede idag var der både brug for skadestue og snescooter. Nano kørte forrest ned af den sorte til Grau Roig, og tænkte ikke over at sneen fra sne-kanonerne ikke glider lige så godt som det, der allerede er kørt fast af pistemaskinerne. Så han tog et flot hovedspring og landede lige på næsen. Hans helt nye skibriller tog fint fra, men lavede en dyb flænge på siden af hans næse, så blodet væltede ud. Det mindede faktisk mest om noget man ser i en boksekamp, så jeg spurgte om der var en cut-man tilstede. Ikke alle synes det var lige sjovt. Whatever… lidt galgenhumor har vel aldrig skadet nogen. Nano bor sammen med Cesar som er snowboard-instruktør, så jeg håber han er klar igen imorgen… men han så godt nok noget rystet ud. Sjovt nok er jeg en af de sikreste på pisten… og den eneste der konsekvent kører med hjelm. Jeg sagde ingenting… har allerede spugt dem hvorfor de ikke kører med hjelm, og jeg gider ikke være gammel klog. Er i forvejen klart den ældste :-)

Nå… nu blev det en lang historie… men vil da lige sige at udsigten oppe hos Yoyo på Coll Blanc bliver man aldrig træt af. Og dagens ret til 10 euro er ret godt i forhold til hvad der ellers er at vælge imellem. Du kan jo selv vurdere på billedet. Undlod at tage et billede af desserten for at undgå for mange hademails ;-)

Hov… glemte næsten helt at skrive at nu skal jeg ud af døren. Spiller indendørs fodbold med El Chino og en masse Andorranske politimænd. Bliver spændende om jeg får lov at komme hjem igen, eller om jeg skal sove i detentionen i nat…

To be continued…Image

By timlyondk